Indledning

Der er udkommet mange bøger om besættelsen og modstandskampen, og der vil utvivlsomt komme flere her i 40-året for befrielsen i maj 1945. Mange er skrevet af fremtrædende folk fra Danmarks Frihedsråd eller mennesker, der havde ledende poster i  forskellige organisationer. Derimod har der altid manglet beretninger fra de folk, som rent faktisk udførte det egentlige og mest risikable arbejde, f.eks. sabotageaktionerne mod fabrikker og jernbaner, opsamling af nedkastede våben, stikkerlikvideringer o.s.v.
Det er sjældent disse ofte ganske unge mennesker, som er kommet til at skrive historien. Det er først og fremmest de fremtrædende ledere, som aldrig eller sjældent deltog i aktionerne eller endda mennesker der først sent kom med i modstandsarbejdet, men nu efter besættelsen skaber myter om deres egen heroiske indsats.

Denne bog om ”A/S-Gruppen” (opkaldt efter lederen Aksel Sørensen) virksomhed i Randers i tidsrummet fra januar 1944 frem til gruppen blev optrævlet i slutningen af november 1944 er et beskedent forsøg på at dække dette hul i historieskrivningen. Her fyrre år efter befrielsen er det vigtigt, at de aktive modstandsmænds erindringer fastholdes, nu hvor yngre historikere, som ikke var født i 1940, vil reducere modstandskampen til ingenting.

Da vi besluttede at lave denne bog var det således ikke alene på grund af opfordringer, men også for at give vores bidrag til modstandskampens historie. Hermed håber vi også at skabe en del af det kildemateriale, der vil danne grundlag for fremtidens historieskrivning om de ”fem forbandede år”. Men vi har også gerne villet fortælle vore efterkommere og nutidens ungdom, hvordan livet levedes som aktiv modstandsmand under den tyske besættelse af Danmark. Ikke som den fremtrædende leder oplevede den, men som den oplevedes af den almindelige sabotør i en mellemstor dansk provinsby. Ikke ved kun at fortælle om sabotageaktionerne, men også om hverdagslivet, der næsten aldrig fortælles om i bøgerne om besættelsen og modstandskampen. Vi har ved foredrag på skolerne stærkt følt, at mange unge i dag er meget interesseret i en øget viden om denne tid og livet som aktiv modstandsmand, der desværre ikke bliver grundigt eller særligt korrekt fremstillet i skolebøgerne.

For læserne, især de unge, er det vigtigt at tænke på, at sabotørerne under besættelsen var ganske almindelige mennesker og ikke lignede de filmhelte, man kunne få indtryk af ved læsning af forskellige erindringer fra modstandskampen. De fleste af os var ganske unge mennesker med familie, kærester og arbejde, der også optog en del af vores liv. Nogle måtte holde deres virksomhed skjult for ængstelige forældre, ligesom vi måtte ”gå stille med dørene” overfor familie, venner og arbejdskammerater for at undgå for megen snak, der kunne være risikabelt, som det da også viste sig. En del af vores gruppe var ganske unge lærlinge under tyve år, mens andre havde kone, børn og arbejde at passe ved siden af modstandsarbejdet. Fælles for alle var imidlertid ønsket om at bekæmpe den tyske besættelsesmagt og dens danske medløbere, der for penge eller af sympati for nazismen var parate til at forråde deres landsmænd.

Der er nu gået fyrre år siden befrielsen i maj 1945, og mange yngre historikere hævder, at man ikke efter så mange år kan huske noget fra de fem besættelsesår. D.v.s. at de i deres arbejde med besættelsestidens historie ser helt bort fra de aktive modstandsmænds erindringer fra perioden. Men selv om der er gået mange år siden den tyske besættelse står erindringerne om begivenhederne skarp i vores bevidsthed, selv om senere hændelser er glemt. Det skyldes utvivlsomt, at modstandsarbejdet var som at balancere på en knivsæg, hvor der til stadighed var stor risiko for at blive taget af tyskerne eller blive dræbt under store aktioner. Når meget fra tiden efter besættelsen er glemt står begivenhederne i de sidste besættelsesår tilbage i erindringen, hvor de bestandig dukker op.

Naturligvis er der detaljer og begivenhedsforløb, der kan være gået i glemmebogen eller gemt bort i hukommelsen, men gennem arbejdet med bogen, der har stået på et par år, er mange af disse ting igen kommet frem til overfladen. Vi har gennem mange samtaler og diskussioner så at sige rusket op i hinandens hukommelse, hvor vi ved fælles hjælp og gensidig inspiration har genfundet erindringen om de ting, som har været gemt bort. Derfor er bogen noget andet end de traditionelle erindringer fra besættelsestiden, hvor enkeltpersoner skildrer deres egen indsats. Vi ønsker tværtimod at give et billede af en hel gruppes historie i den periode, hvor gruppen var aktiv i Randers. Gennem samtalerne, diskussionerne, båndoptagelserne og nedskrevne erindringsglimt er bogen et kollektive arbejde, hvor de nulevende medlemmer på en eller anden måde har bidraget.

Detaljer som præcise datoer for vores forskellige aktioner er nok det eneste sted, hvor hukommelsen kan svigte. På dette punkt har vi da også valgt at gennemgå den lokale presse, såvel den legale som den illegale, idet man her ofte ser en del af sabotageaktionerne omtalt. Ved denne anvendelse af avismaterialet skulle således også datoangivelserne i bogen være korrekte og kontrollerede. Det skal dog lige bemærkes, at censuren i de fleste tilfælde helt forbød enhver omtale af jernbanesabotagerne, mens den illegale presse naturligvis ikke fortalte noget om våbennedkastningerne, våbentransport og anlæggelse af våbendepoter.
For jernbanesabotagernes vedkommende kan det dog siges, at de oftest havde et nogenlunde fast mønster. Men den omstændighed, at tyskerne var så bange for at disse aktioner mod jernbanenettet skulle blive kendt, kunne imidlertid nok tyde på, at netop disse aktioner blev tillagt stor betydning. D.v.s. helt i modstrid med, hvad en dansk historiker har hævdet i sin doktordisputats, hvor han alene ved hjælp af køreplanerne mente at kunne ”bevise”, at jernbanesabotagen var ganske uden betydning.
Det er da også for at sikre, at den fremtidige historieskrivning ikke skal kunne sige, at der ikke findes noget kildemateriale, hvor de aktive modstandsfolk selv beretter om begivenhederne, at denne bog er blevet til her i 40-året for befrielsen. Vi har ønsket at give en beskrivelse af en almindelig dansk modstandsgruppes liv og aktivitet i en dansk provinsby fra gruppens dannelse og frem til optrævlingen.

I det afsluttende kapitel vil vi kort fortælle om gruppemedlemmernes videre skæbne i den fortsatte modstandskamp eller i den tyske koncentrationslejr Neuengamme. Vores beretning er ikke besættelsestiden set gennem de organisatoriske lederes briller, men derfra hvor den daglige kamp foregik. Hermed bliver bogen også mere end blot nogle personlige erindringer. Det skulle blive et vidnesbyrd om den ”menige” modstandsmand, hvis røst ikke eller sjældent er blevet hørt, når besættelsestidens historie er blevet skrevet.

På enkelte punkter adskilte vore gruppe ”A/S-Gruppen” sig dog fra et flertal af modstandsgrupperne, der fungerede gennem længere tid. Det var således ikke almindeligt, at en gruppe beskæftigede sig med så mange forskellige aktioner som ”A/S-Gruppen”. Som regel var det sådan, at en gruppe, der deltog f.eks. i våbenmodtagelser på de forskellige nedkastningspladser ikke også deltog i sabotageaktionerne. For vores gruppes vedkommende gjaldt det imidlertid, at den deltog i en række forskellige aktioner fra fabriks- og jernbanesabotage til våbenmodtagelse og transport samt endelig stikkerlikvideringer.

Omkring gruppens deltagelse i stikkerlikvideringer har vi af hensyn til vore og andre berørtes børn og børnebørn undladt navne og nærmere detaljer, der kunne såre eller gøre fortræd. Stikkerlikvideringerne er således kun nævnt som en del af modstandskampens barske virkelighed. En ubehagelig, men nødvendig virksomhed, der måtte gøres for at forhindre danske stikkere i for penge eller af sympati for nazismen at sende landsmænd i tyskernes vold. Til fængslerne, lange fængselsophold, henrettelser eller til de tyske koncentrationslejre, hvor mange døde eller tog fysisk og psykisk skade for livstid. Disse stikkere var således på mange måder en større trussel og fjende end de almindelige tyske soldater. Derfor måtte stikkerlikvideringerne blive et nødvendigt led i kampen. Hensynet til efterkommerne har imidlertid gjort, at vi ikke i denne bog har offentliggjort navne og detaljer. I stedet har vi valgt kun kort at nævne denne virksomhed og i stedet aflevere den detaillerede beretning til Lokalhistorisk Arkiv med en klausul om, at dette materiale først bliver offentlig tilgængeligt på et tidspunkt, hvor det ikke vil kunne såre eller skade nogen.

Vore håb er, at bogen vil være af interesse for vore egne efterkommere og i det hele taget for de senere generationer, som ikke selv har oplevet besættelsesårene. Samtidig skulle bogen også give de fremtidige historikere mulighed for at bruge et kildemateriale, der stammer fra den ”menige” modstandsmand. De folk, der med livet som indsats, gjorde det praktiske arbejde i kampen mod den tyske besættelsesmagt og dens danske medløbere. Samtidig vil bogen fastholde mindet om vore døde kammerater. Niels Gunnar Pedersen, der blev dræbt i forbindelse med en våbennedkastningsaktion, Fritz Skipper, som døde i Kz-lejren Neuengamme samt Jørgen Back, Aksel Thorsen, Arvid Sørensen og Kurt Rasmussen, som nu er døde.

På ”A/S-Gruppens” vegne

Olaf Vandborg Nielsen
Oskar ”Tito” Pedersen
Aron Laursen
Aksel Sørensen