A/S-Gruppen
Indledning > De første besættelsesår

De første besættelsesår

Randers i de første besættelsesår.
”A/S-Gruppen” havde sin virksomhed i Randers og den nærmeste omegn. Randers havde i 1940 mindre end 40.000 indbyggere, men var med sine mange landeveje og den jyske længdebane et trafikknudepunkt, hvilket fik betydning for den senere modstandskamp, da Randers blev et centrum for våbenmodtagelser til hele den jyske modstandsbevægelse.

I Randers kom modstandsarbejdet dog sent i gang som det for øvrigt var tilfældes i de fleste købstæder. Tyskernes ankomst til Randers om aftenen den 9. april havde således kun skabt ”alvor og sorg” hos de fleste randrusianere, men den overvældende tyske militærmagt og de danske myndigheders totale overgivelse havde umuliggjort enhver tale om modstand. Hos nogle mennesker i byen havde den tyske indmarch i Randers endda vakt begejstring i en sådan grad, at den lokale politimester Volquartz den 10. april i den lokale avis ”Socialdemokraten” udtalte:
”Publikums optræden lod på sine steder i går (den 9. april) meget tilbage at ønske. Unge fløse og pigebørn viste en nyfigen påtrængenhed overfor det tyske militær, som om det drejede sig om en Langelinieflirt. Eller hvad mener man om danske skolebørn, som under disse forhold stiller sig op langs fortovene og råber hurra, når det tyske militær passerer. Det er pålagt befolkningen af vise ro og orden, men jeg finder anledning til at bringe i erindring kongens ord om at vise en fuldt ud korrekt og værdig optræden”.

Det var nu ikke blot unge mennesker og skolebørn, der viste deres sympati for tyskerne. Voksne randrusianere viste også deres sympati for nazismen ved at byde de tyske besættelsestropper velkommen. Efterhånden bredte der sig i befolkningen den opfattelse, at besættelsen jo slet ikke var så slem, og når selv statsministeren og regeringen sagde god for et samarbejde med tyskerne, ja så kunne det jo ikke være forkert at have kontakt med tyskerne. Nogle arbejdede sammen med tyskerne af sympati for nazismen, men mange gjorde det af opportunistiske grunde, da det jo i starten så ud til, at Tyskland ville vinde krigen. Unge piger i byen gik ud med tyske soldater, men også borgerskabets ”fine” fruer havde deres affærer med de tyske officerer. Andre begyndte direkte at arbejde for tyskerne i byen, herunder også en række større virksomheder, der kunne tjene store penge på den tyske besættelsesmagt. Disse virksomheder blev senere vigtige mål for bl.a. ”A/S-Gruppens” aktioner.

Mange tidligere forhutlede eksistenser i byen så deres chance i arbejdet for tyskerne, hvor de nu pludselig fik penge og magt gennem deres mere eller mindre beskidte arbejde for besættelsesmagten. De værste meldte sig endda til tysk krigstjeneste og trak i tysk uniform. En del af dette hvervearbejde foregik i hotel ”Corner” i Storegade. Et sted, der skulle blive gruppens første mål. Andre danskere, der kom ud i arbejdsløshed, blev mere eller mindre frivilligt arbejdere for den tyske værnemagt. Det var de arbejdere, som under truslen om bortfald af arbejdsløshedsunderstøttelse, tog til Tyskland for at arbejde i kulminerne. Dette skete med både regeringens og De samvirkende Fagforbunds velsignelse, så en del uden nogen selvstændig politisk og national stilling lod sig overtale. I Randers havde Det tyske Arbejdsanvisningskontor til huse i Haandværkerforeningen, ligesom der annonceredes i den lokale presse. Således hed det i en annonce fra den lokale ”Socialdemokraten” den 23. juni 1941 (dagen efter interneringen af de ledende danske kommunister i strid med grundloven):
”Kulminearbejdere til Essen (Rheinland). I dagene den 24. og 25. juni antages et antal unge ufaglærte arbejdere på gode betingelser – Hurtig hjemsendelse af opsparet løn gennem K.K.K.K. Kul A/S, København. Nærmere oplysning og antagelse: Det tyske Arbejderanvisningskontor c/o Haandværker- og Industriforeningen, Randers.”

Det var imidlertid langtfra alle, der sympatiserede eller arbejdede for tyskerne. I den voksende modstand mod nazisterne og den tyske værnemagt spillede kommunisterne en betydelig rolle sammen med mange konservative, som af nationale grunde ønskede at bekæmpe det fremmede overherredømme. De første tegn i Randers på modstand mod tyskerne kom en måned efter interneringen af de danske kommunister, idet der af unge mennesker blev malet det anti-tyske V-tegn på husfacader, samtidig med at den store rude i de lokale nazisters kontor i Vestergade blev smadret.

Disse nålestik mod tyskerne fortsatte i resten af 1941 og 1942, men først i 1943 blev modstanden følelig for tyskerne, samtidig med at det tyske felttog mod Sovjetunionen var kørt fast. I Marts 1943 udkom således det første illegale blad i Randers, nemlig de lokale kommunisters ”Den Tredje Front” i hvis første nummer der findes en beskrivelse af modstanden mod tyskerne i denne tidlige fase. Det hedder i nr. 1:
”Nazisterne har et mas med at holde ruderne hele ind til deres ragelse i Skibsgade. Foragten for dem er efterhånden kommet til at koste så mange ruder, at de nu, som det før er sket, må søge beskyttelse hos politiet. Vi må jo så håbe, at den betjent, der bliver overdraget det ærefulde hverv at være barnepige...., er i besiddelse af så megen diskretion og åndsnærværelse, at han hurtigt vender ryggen til, om en forbipasserende med rette finder, at ruderne ind til nazibulen er noget irriterende at se på. Ak ja! Den truende glasmangel, der får naziheltene til at søge politiets beskyttelse. Ja! For det kan vel ikke være det økonomiske, der trykker dem. Den side af sagen plejer jo nemt at kunne ordres ved hjælp af tyskernes clearingkonto.”
Og i samme nummer fortælles om den vel nok første direkte sabotageaktion i Randers:
”For nogle dage siden holdt et tysk transporttog fuldt lastet på havnen. Behjertede sjæle i byen befriede borgerne for det lede syn, et sådant tog frembyder, når det ubevogtet står og skriger om vor tolerance overfor de tyske undertrykkere. En nat blev vakuumbremsen overskåret mellem hver enkelt vogn af gode danske patrioter. Arbejdet blev gjort grundigt og solidt, så man har været sikker på, at skaden ikke i hast kunne udbedres. Til orientering for vore læsere skal vi oplyse, at vakuumslanger for øjeblikket er næsten uerstattelige. Politiet har været travlt beskæftiget med at afhøre havnekvarterets drenge i timelange forhør. Er det da virkelig ikke gået op for politiet endnu, at det ikke længere er drenge alene, der udfører de gavnlige sabotagehandlinger, men først og fremmest ansvarsbevidste patrioter.”