Efterskrift

Vi har på de foregående sider forsøgt at give et billede af en enkelt modstandsgruppes oplevelser og indtryk under besættelsen. Herved har vi forhåbentlig bidraget til at give et mere fuldstændigt billede af besættelsestidens historie, hvor den almindelige modstandsmand sjældent bliver hørt. Der mangler alligevel stadig brikker, før der er skrevet tilstrækkeligt til, at de yngre generationer kan forstå, hvad vi følte og tænkte. Dette gælder også de tanker, vi har gjort os efter befrielsen. Den tyske kapitulation skabte en mærkelig fornemmelse hos os. Det føltes som en blanding af stor glæde og stolthed, men også en efterfølgende tomhed og uvirkelighed.

Dette at kunne sidde fredeligt og spise sammen med familien, sove i sin egen seng og ikke ustandselig være på vagt var en vanskelig overgang for mange, ja nogle klarede det simpelthen ikke. Stadig kunne en sitrende uro og den stadige spændingstilstand dukke frem, og man kunne pludselig blive grebet af angst, hvis en bil kørte op siden af en. Mærkeligt var det også efter befrielsen at se mange, som havde været imod os, ja endog ligefrem sympatiseret med tyskerne, pludselig stå frem på arenaen som aktive modstandsfolk og modtagefolk. Ak ja, disse opportunister, der skiftede parti efter som krigslykken vende eller blot var bange for at risikere noget svarede godt til ”De Sidste Dages hellige”. Ja, man så, at der nu var vel snart i hundredvis, der påstod, at de havde med til lastningen af ”Albatros”, ved sprængningen af Tandhjulsfabrikken o.s.v.

Ligeledes var det også svært for os som unge idealister at forstå det politiske spil, der foregik bag kulisserne efter befrielsen, hvor alt helst skulle glemmes, da mange ting ikke tålte dagens lys. Vi kunne ikke forstå, hvordan det kunne gå til, at de selv samme politikere, som dengang i radio og presse havde opfordret befolkningen til at angive sabotørerne, nu kunne indtage topposter i befrielsesregeringen. Eller at ansvarlige politikere og faglige ledere, der havde opfordret til samarbejde med tyskerne, efter befrielsen gik ind for straffe til de personer, som havde fulgt opfordringen. Forstemmende var det også at se et retsopgør, hvor de små fisk blev straffet, mens mange af de store helt slap fri eller hurtigt blev benådet, da alt det skumle skulle fejes ind under gulvtæppet.

Vi håber med denne lille bog, at have givet et bidrag til, at disse ting ikke glemmes, heller ikke af de yngre generationer, der skal forstå den indsats modstandsbevægelsen ydede, og hvilke ofre der måtte ydes i kampen mod den tyske nazisme.

På ”A/S-gruppens” vegne

Olaf Vandborg Nielsen
Oskar ”Tito” Pedersen
Aron Laursen
Aksel Sørensen

 



Sabotagen mod Juncher i januar 1944


Sabotagen mod Juncher i januar 1944