Første fase

A/S-gruppens første fase.
Efter arrestationerne og henrettelserne gik Aksel som nævnt under jorden. Han havde dog fortsat kontakt med sin familie i Nygade og herigennem blev han i december 1943 atter kontaktet af DKP’s repræsentant i byen. "Leo" alias Arne Larsen. "Leo" opfordrede Aksel til hurtigt at stable en ny sabotagegruppe på benene med Aksel selv som gruppeleder. Aksel havde gennem 1943 fået betydelig erfaring i sabotage og våbenbrug. Samtidig havde han gennem sit arbejde på Hobro-kanten vist sine lederevner og evne til at organisere modstandsarbejde og oplære nye folk. Aksel mente nok, at det ville være muligt, men gjorde samtidig opmærksom på, at man efter tyskernes razziaer snart ville komme til at mangle våben og sprængstof, men det problem mente "Leo" måtte løses efterhånden.

Mens Aksel gik i gang med opbygningen af "A/S-gruppen" fik han desuden af byledelsen ordre om at deltage i stikkerlikvideringer af lokale nazisympatisører, der havde angivet danske modstandsfolk. Ledelsen havde undersøgt disse stikkeres forhold og havde dødsdømt seks personer, som skulle skydes ved lejlighed. I starten af 1944 deltog Aksel som leder i en sådan likvidering af en lokal stikker, der blev dræbt under en aktion.


Egon Thomassen

Herefter fortsatte arbejdet med opbygningen af sabotagegruppen. Her blev Egon Thomassen og Regnar Krag nogle af de første Aksel fik inddraget i sit arbejde. Som nævnt kendte Aksel begge fra kvarteret omkring forældrenes lejlighed i Nygade. I dette kvarter var der et betydeligt sammenhold mellem beboerne, ligesom Aksels forældres hjem fungerede som mødested for kvarterets ungdom. Dette sammenhold og kendskabet til de yngre beboere gjorde da også, at flere af de senere medlemmer af "A/S-gruppen" kom herfra. Samtidig gjorde sammenholdet, at det illegale arbejde var mindre udsat for snak eller direkte angivelser. Selv om Aksels forældre var kendte som kommunister kunne modstandsmændene bruge hjemmet i Nygade som mødested og kontaktsted. Hurtigt fik Aksels yngre søster Ebba en central rolle som kurer for modstandsbevægelsen. Et meget vigtigt led i kampen mod tyskerne.

Sammen med Egon og Regner havde Aksel i efteråret 1943 skaffet en del våben og noget sprængstof. Især en aktion ved Randers fjord, hvori Aksel og Egon deltog, havde givet gevinst. Om fremskaffelsen af disse våben og sprængstoffet, der senere skulle blive brugt til "A/S-gruppen" første sabotage mod "Junchers Konfektionsfabrik" fortæller Egon:

"Efter de mange sabotager i august og september var sprængstof en mangelvare. Vi havde imidlertid fået et lille tip om, at der på bunden af fjorden skulle befinde sig en kuffert fyldt med sprængstof. Dette sprængstof var kastet i fjorden af en gruppe, som var under optrævling, og hvorfor nogle af folkene var flygtet til Sverige. Vi fik desuden oplysning om, at kufferten skulle befinde sig ud fra Petroleumsbroen ved siden af Roklubben.

Vi tog tre mand (mig selv, Aksel og en fra en anden gruppe) ned for at sondere terrænet, men det så ikke for godt ud, for kun ca. 75 meter fra broen var der en tysk maskingeværpost, der havde til opgave at passe på Esso-depotet. Vi besluttede os så til, næste aften at gå ned for at bade, selv om det var sent på badesæsonen og vandet hundeholdt. Vi sprang to mand i vandet, mens den tredje passede på tøjet og vores medbragte våben. Efter to timers dykken i det kolde og mudrede vand havde vi stadig ikke fundet noget og var ved at give op. Ikke mindst fordi vi havde en fornemmelse af, at vores langvarige badning efterhånden vakte opmærksomhed ovre i Roklubben. Som et sidste forsøg prøvede vi en medbragt pirk, og allerførste gang, vi kastede den ud, var der bid. Vi halede hurtigt ind og kunne straks se, at det var den kuffert, hvori sprængstoffet skulle befinde sig. Desværre havde vi fået fat i bagsiden af den, og da vi ville hale den op af vandet gik kufferten i stykker, og sprængstoffet gik til bunds og detonatorerne flød rund i vandet, og vi svømmede febrilske rundt for at samle dem op. Situationen blev ikke bedre af, at nogle folk fra Roklubben begyndte at nærme sig og råbe efter os. Det lykkedes os dog heldigvis hurtigt at få fat i noget af sprængstoffet og nogle af detonatorerne, hvorefter vi hurtigt fik fat i tøj og pistoler og tog flugten. Heldigvis bemærkede vagtposterne intet, og at sprængstoffet ikke havde taget nogen skade, viste den senere aktion mod "Junchers Konfektionsfabrik" i januar 1944.

Når netop Junchers fabrik blev målet for "A/S-gruppens" første sabotageaktion skyldtes det, at fabrikken var en af Randers’ største og mest fremtrædende virksomheder, der arbejdede for tyskerne. Juncher, der vævede stof og solgte trikotage, havde allerede tidligere været i den lokale modstandsbevægelses søgelys. Dette skyldtes først og fremmest at "Junchers Konfektionsfabrik" fabrikerede uniformer til tyske besættelsestropper, d.v.s. virksomheden faldt ind under kategorien "værnemager"-virksomhed, hvor man tjente store penge ved at handle med den tyske besættelsesmagt og således profiterede af besættelsen.

Allerede i midten af 1943 havde ingeniør Bach som en af de tidligste medlemmer af den randrusianske modstandsbevægelse forsøgt en form for sabotage mod denne produktion af de forhadte grønne uniformer fra Junchers fabrik. Ikke i form af sprængstofsabotage, men ved hjælp af kløpulver, som blev drysset i den tyske uniformsklæde på fabrikken. Dette havde medført betydelig gene for de tyske soldater, hvor den voldsomme kløe førte til sår over hele kroppen. Produktionen af de tyske uniformer var dog ikke blevet væsentligt forsinket af denne enmands-aktion.

I begyndelsen af januar 1944 blev det imidlertid besluttet at foretage en større sabotageaktion mod Junchers virksomhed i Rådhusstræde. Her var virksomhedens systuer og store butikslokaler placeret med store butiksruder ud mod både Rådhusstræde og ud mod det smalle Helenestræde. Opgaven blev overladt til Aksel som gruppeleder sammen med Egon. Desuden fik Aksel fat i bager Svend Jensen fra Hobro, de to havde tidligere arbejdet sammen, mens Aksel fungerede som instruktør. Desuden blev Peter Madsen, kaldet "Bageren", fra Konservativ Ungdom inddraget i firemandsgruppen til Juncher-sabotagen.

Efter beslutningen om Juncher som sabotagemål i sidste halvdel af januar var disse fire travlt beskæftiget med at undersøge de nærmere forhold omkring virksomheden. Det gjaldt først og fremmest om at finde ud af, hvor det var muligt at komme ind, hvorledes virksomheden blev bevogtet og endelig hvor sprængladningerne skulle placeres. Dette arbejde var afgjort ikke uden problemer i den kolde besættelsesvinter med mørke, sne og is. Om dette for gruppen så vigtige og nødvendige opklaringsarbejde før den endelige sabotageaktion fortæller Aksel:

"Vi gik så ned og kikkede på "Juncher" og fandt ud af, at det bedste nok var at kravle ind af et tagvindue på fabrikken og derefter ned i selve fabrikken. Vi havde nemlig fået oplyst, at der var sabotagevagt på selve fabrikken - og ham gjaldt det for alt i verden om at undgå at løbe ind i. Vi havde desuden fået oplysninger om, hvor han mest opholdt sig, og vi regnede derefter ud, hvor vi på et bestemt tidspunkt skulle forsøge at kravle igennem et udvalgt tagvindue ind til selve fabrikken. Det var imidlertid midt i en barsk og kold vinter, så det var meget vanskeligt, da jeg gjorde det første forsøg. Der var is og sne på taget, så det var ikke så lidt svært at kravle rundt på tagryggen. Men da jeg skulle fra tagryggen og ned, gled jeg pludselig på det glatte tag og kurede nedad, forbi tagvinduet og ud mod tagrenden. Heldigvis var der ved kanten et jerngelænder, som standsede glideturen. Men noget forskrækket kravlede jeg tilbage til mine ventende kammerater med en forsikring om, at det her gjorde jeg aldrig mere."

Gruppen besluttede sig derfor til den endelige aktion at bruge en anden indgang, nemlig det store forretningsvindue i det smalle Helenestræde. Herfra kunne man komme videre ind i dunrenseriet, fra hvilket der var fri adgang til hele fabrikken. Planen var derefter at slå vinduet ind og derigennem så anbringe sprængladningerne. For selve sprængningsaktionen var det nødvendigt at sikre, at ingen kunne komme til skade ved sabotagen, der jo foregik i Randers’ centrum. På et sådant sted var det umuligt at sætte bevæbnede vagter ud for at hindre folk i at komme for tæt på fabrikken. Det blev derfor i stedet besluttet at anbringe en fosforbrandbombe i hver ende af Helenestræde, således at strædet var afspærret, mens aktionen stod på. Det var i det mindste planen, men det kom til at gå anderledes ved den endelige sabotage om aftenen den 30. januar 1944.

Om forløbet af selve sabotagen mod "Juncher" fortæller Aksel:

"Først blev den store forretningsrude slået ind, hvorefter vi antændte et par brandbomber samt en sprængbombe. Sprængbomben skulle først gå af fem minutter efter, at brandbomben var blevet antændt. Meningen var, at der skulle være godt blus på først, hvorefter sprængbomben for alvor skulle skaffe luft til ilden. Efter at vi havde anbragt spræng- og brandbomberne, antændte vi andre to fosforbrandbomber i hver ende af Helenestræde for at hindre folk i at nærme sig stedet og derved komme til skade ved eksplosionen. Vi havde desværre glemt at kikke på klokken, således at starten på sabotageaktionen mod "Juncher" faldt sammen med, at biograf-forestillingen i den nærliggende Slots-Bio var forbi. Folk strømmede ud derfra og så ildskæret fra Helenestræde. I stedet for at skræmme folk væk, tiltrak ilden tværtimod en del nysgerrige, hvoraf nogle endda fandt på at springe over fosforbrandbomberne og ind i Helenestræde. Kort efter eksploderede så sprængbomben på fabrikken og glassplinter regnede ned over de folk, der befandt sig på gaden. Flere af dem, der var kommet for tæt på fik da også alvorlige snitsår. Det var en kedelig udgang på en aktion, der hvad angik selve sabotagen måtte siges at være en stor succes."


Sabotage mod Juncher i januar 1944



Sabotage mod Juncher i januar 1944

Sabotagen mod Juncher var virkelig en stor succes. Produktionen af uniformer til de tyske besættelsestropper blev her ikke alene forsinket eller generet, den blev decideret stoppet og fabrikken totalt ødelagt. Omfanget af "A/S-gruppens" første aktion og den lokale presses reaktioner ses da også klart af de store overskrifter i aviserne mandag den 31. januar 1944, dagen efter sabotagen.

For forsiden af "Randers Dagblad" hedder det således i den store overskrift:

"Junchers klædevareforretning i Slotsgade totalt nedbrændt. Den største brand Randers har oplevet i mange år."

Videre gav man følgende malende beskrivelse af virkningerne af "A/S-gruppens" aktion:

"A/S Chr. Junchers klædevarefabriks forretning, lager og systue i Slotsgade er totalt nedbrændt. Ilden, der efter hvad man foreløbig har fastslået, skyldes bombeeksplosioner i fabrikkens tilskærerafdeling, havde i løbet af ganske få minutter omspændt hele den gamle bygning, og allerede inden brandvæsenet kom til stede, stod alt det gamle træværk i lys lue. Det så imponerende ud, da den gamle bindingsværksbygning stod i flammer. Et hav af gnister, små træspåner, tøjstumper og papir i lys lue bares af vinden over mod Alfred Zachos store forretningskompleks på den anden side af gaden, ganske få meter fra det flammende kæmpebål."

Det lykkedes dog Randers brandvæsen at forhindre ilden i at brede sig til Zachos bygning, mens der udbrød tagbrand i naboejendommen. Desuden var andre nærliggende ejendomskomplekser truet. Ved eksplosionen blev 17 mennesker såret af glassplinter, men det var udelukkende de nysgerrige, der var løbet hen mod fosforbrandbomberne. I avisen udtalte politikommisær Jæger, at når der var kommet så mange til skade, skyldes det udelukkende "folks ganske ufattelig nysgerrighed". Det havde bl.a. betydet, at en del efter den første eksplosion var løbet nærmere for at se på, hvorfor "følgen naturligvis blev, at endnu flere blev såret, da næste bombe sprang". Ellers var den censurerede presse præget af den sædvanlige negative behandling af sabotagerne, hvor der især blev lagt vægt på, at halvfjerds arbejdere nu mistede deres job. Baggrunden for aktionen mod Junchers værnemagervirksomhed blev naturligvis ikke nævnt og kunne p.g.a. censuren ikke nævnes i de lokale aviser.

De sårede fra sabotagen mod Juncher og de fyrede medarbejdere har jo nok været lidt knotne over sabotagen den 30. januar. Men der var en anden med tilknytning til Aksel, der blev sur. Det var Regnar maskinlærling på "Strømmen" og med bopæl i Nygade tæt ved Junchers fabrik. Som nævnt havde Regnar deltaget i aktioner, hvor der skulle skaffes våben og sprængstof, og han opbevarede på sit værelse et sådant våbenlager. Så Regnar var både sur over, at han ikke var blevet taget med i gruppen til aktionen mod Juncher og over, at Regnar som intet vidste om planerne, måtte skynde sig hjem for at fjerne våben- og sprængstoflageret fra værelset. På et tidspunkt så det netop ud til, at den heftige brand ville kunne brede sig til den ejendom, hvor Regnar boede. Han måtte derfor under betydelig risiko flytte sit våbenlager til et kælderlokale, som lå længere væk. Regnar måtte dog vente lidt med at være med til en af "A/S-gruppens" aktioner.

For efter den vellykkede sabotage mod Juncher fortsatte Aksel og Egon. Allerede ugen efter gik de to i gang med en mindre aktion mod hotel "Corner" i Storegade. Som allerede tidligere nævnt var netop hotel "Corner" kendt og berygtet som tilholdssted for tyskerne og de danskere, der sympatiserede med nazismen. Værre var dog, at det tillige fungerede som hvervekontor for danskere, der ville gå i tysk tjeneste. Her mødtes Frikorpsmænd, stikkere og tyskerpiger med gestapo og SS-ere. Formålet med aktionen var at vise, at der stadig var liv i den danske modstandsbevægelse og samtidig advare de danskere, der kunne tænkes at lade sig hverve til nogen form for tjeneste for den tyske værnemagt.

Ved aktionen mod Hotel "Corner" anbragte Aksel og Egon to små brandbomber på trappen ind til hotellet og en mindre sprængbombe i Provstegyde. De to brandbomber blev imidlertid opdaget tidligt, så det lykkedes ret hurtigt at få ilden slukket. Sprængbomben gik imidlertid af kort efter og knuste vinduerne i hotellet og nabolaget. Man blev derfor tvunget til at afspærre Storegade og evakuere hotellet og nogle naboejendomme, ligesom Kino-Palæets sidste forestilling blev aflyst. Desværre skete der i den forbindelse også et uheld, der førte til personskade. Dette uheld berettes der om i den avisomtale, der fulgte dagen efter aktionen. Det hedder heri:

"Ved undersøgelsen på "Corner" fandt kriminalbetjent Henriksen på trappeopgangen af de såkaldte sprængblyanter, der er beregnet til at antænde sprængladninger med. Han puttede den i lommen enten af tankeløshed, eller fordi han ikke var klar over, at det var en sprængblyant. Heldigvis havde han puttet den i yderlommen på sin frakke og ladet frakken stå åben, thi kort efter eksploderede den, og han fik et overfladisk kødsår i låret, så han måtte på sygehuset og behandles".

Selv om brandbomberne blev opdaget tidligt viser den omfattende avisomtale, at formålet med aktionen var nået. Tyskerne havde fået bevis på, at man nu kunne regne med den lokale modstandsbevægelse igen, ligesom tyskernes danske medhjælpere havde fået en advarsel.

Kort efter aktionen mod "Corner" blev Aksel opsøgt af "Leo", der meddelte, at man fra centralt hold i modstandsbevægelsen havde besluttet et sabotagestop for at få ro til at bygge en mere omfattende modstandsorganisation op. Alle sabotageaktioner skulle derfor stoppes, mens nye grupper kom op at stå. I tidsrummet med sabotagestoppet var det så meningen, at Aksel skulle samle og uddanne en større modstandsgruppe, som kunne tage fat, når der igen blev åbnet op for nye sabotageaktioner.