A/S-Gruppen
Indledning > Foråret 44  

Foråret 44  

Forår 44 - Gruppeopbygning og sabotagestop.
Aktionen mod hotel ”Corner” i begyndelsen af februar 1944 blev således den sidste sabotageaktion frem til sommeren, hvor der igen blev åbnet for fabriks- og jernbanesabotagen i Randers-området. Efter sabotagestoppet blev Aksel sendt til Hobro for at bistå den lokale modstandsbevægelse ved våbeninstruktion. Aksel havde dog fortsat kontakt til Randers og opbyggede samtidig sin gruppe i byen. Foruden Egon - som havde deltaget i såvel "Juncher" som ”Corner”-aktionerne, samt Regnar der havde været med til at skaffe og opbevare våben - blev gruppen efterhånden suppleret med en halv snes andre.

De nye medlemmer kom i første omgang fra Aksels bekendtskabskreds i Nygade-Rosengade-kvarteret. Det gjaldt Egon og Regnar samt Jørgen Bach, der ligesom Regnar var maskinlærling på ”Strømmens Maskinfabrik”. Jørgen Bach, som var søn af biografdirektør Holger Bach, havde Aksel kendt fra barn. Foruden disse ungdomsbekendte kom ”A/S-gruppen” til at bestå af en række unge mennesker fra ”Strømmens Maskinfabrik”. Her arbejdede som nævnt kommunisten Knud Nielsen, kaldet ”Gnisten”, og han anbefalede de unge mennesker fra virksomheden som han fandt egnede og pålidelige overfor ”Leo”, som igen havde kontakten til byledelsen. Herfra blev der så givet grønt lys, så de efterhånden kunne henvises til Aksel, når han besøgte sine forældre i Nygade.
Aksels hjem havde i det hele taget en central funktion i opbygningen af ”A/S-gruppen”. Hjemmet blev brugt som mødested og stedet for instruktion i illegalt arbejde. Her spillede Aksels familie også en væsentlig rolle, ikke mindst søsteren Ebba, der fungerede som kurer for gruppen før aktionerne. Blandt de første lærlige fra ”Strømmens Maskinfabrik”, der blev medlem af gruppen var Olaf Vandborg Nielsen, som i første omgang hjalp ”Gnisten” med uddeling af det illegale blad ”Den Tredje Front”. Senere blev også lærlingene Kurt Rasmussen og Tage Larsen, kaldet ”Københavneren”, medlemmer af ”A/S-gruppen”.

Foruden disse unge lærlinge fra ”Strømmen” kom også andre med i ”A/S-gruppen” i løbet af foråret 1944. Det var bl.a. Aron Laursen, som Aksel kendte fra det illegale arbejde året før. Aron var som nævnt medlem af DKP, ligesom Heinrich Kvist som blev medlem af gruppen i denne periode. Kontakten mellem Heinrich Kvist og ”A/S-gruppen” blev her formidlet af ”Leo”. Kvist var på dette tidspunkt omkring de tredive og således ældre end flertallet af gruppen. I modsætning til de fleste andre var han gift og havde børn. Også Karl Jensen, eller ”Kalle”, som han benævntes, og Hans ”Krølle” blev medlemmer på dette tidspunkt.


Ebba - A/S-Gruppens kurér

På et af gruppens møder først i 1944 sagde Regnar, at han kendte en modig og stærk ung mand, som han syntes skulle være medlem af gruppen. Det var Oskar Pedersen, kaldet ”Tito”. ”Tito” havde allerede tidligere deltaget i illegalt bladarbejde, da han i vinteren 1942-43 havde været på højskole ved Helsingør. I foråret 1943 havde han desuden hjulpet med at skjule modstandsfolk, der skulle smugles illegalt til Sverige. Efter højskoleopholdet vendte ”Tito” tilbage til Randers, men gik en tid uden arbejde og kom først i gang med illegalt arbejde, da han kom i forbindelse med ”A/S-gruppen”.


Oskar "Tito" Pedersen

Før optagelsen i ”A/S-gruppen” syntes gruppens medlemmer dog, at de først ville se en prøve på den dristighed, som Regnar havde omtalt. Dette bevis blev leveret under en slentretur i det indre Randers, hvor ”Tito” var med. Her fik man øje på en tysk soldat, der i Sct. Mortensgade holdt med sin motorcykel. Det blev bestemt, at ”Tito” skulle forsøge at stjæle tyskerens motorcykel eller pistol. Olaf fortæller om optrinnet:
””Tito” gik hurtigt løs på tyskeren med en knippel, mens vi andre dækkede ham. ”Tito” hamrede flere gange sin knippel mod tyskerens hoved. Men dels afbødede tyskerens kasket slagene, dels var han åbenbart gjort af usædvanligt hårdt stof. Skønt omtåget fik tyskeren i stedet sin pistol frem og begyndte at skyde vildt om sig. Da der var tyske tropper i nærheden, besluttede vi hurtigt at fortrække fra stedet med tyskerens kugler fløjtende om ørerne.


Olaf Vandbog Nielsen

Heldigvis var tyskeren så groggy, at han ikke kunne sigte ordentlig, så vi slap helskindede fra aktionen, men uden motorcyklen eller pistol. ”Tito” fik dog vist den dristighed, som kunne bruges i vores gruppes videre arbejde.”

Som et af de sidste medlemmer af den oprindelige gruppe blev Tage Larsen, kaldet ”Københavneren”, optaget. Tage var som nævnt maskinlærling på ”Strømmen”, hvor ”Gnisten” havde kigget ham ud. Tage giver følgende beskrivelse af sit første indtryk af, - og møde med gruppen. Et møde, der fandt sted i Nygade i Aksels forældres lejlighed. Tage beretter:
”Jeg fandt frem til adressen i Nygade. Der stod Sørensen på døren. Jeg ringede på, og en pige lukkede op. Jeg gav mit kodeord, præsenterede mig og pigen bød velkommen og fortalte, at hun hed Ebba. Da jeg trådte ind i stuen kom en ung mand hen til mig og bød mig velkommen. Det var Aksel. Jeg lod derefter blikket gå rundt i stuen til de øvrige tilstedeværende og så til min overraskelse, at der faktisk var flere jeg kendte. Der sad jo et par af mine lærekammerater fra ”Strømmens Maskinfabrik”. Olaf og Regnar og en ovre fra støberiet, der hed Egon. ”Sæt dig dog ned og lad være med at stå der og glo”, sagde Olaf. Så jeg skyndte mig rundt og hilste på de andre og satte mig endelig ved siden af mine lærekammerater. ”Dig kan man da aldrig blive fri for”, grinede Regnar.
Her mødte jeg således for første gang den gruppe mennesker, som senere er blevet et mindeværdigt persongalleri i min tilværelse. Gruppens leder var Aksel Sørensen, deraf navnet ”A/S-gruppen”. Rolig og velafbalanceret. Han gav ordre med stemmeføring, som når man sidder og sludrer hyggeligt, men med lige så god effekt som en højtråbende oversergent. Ebba, søster til Aksel, var i forhold til mine atten år ældre, derfor kunne jeg vurdere hende nøgternt. Nydelig og attraktiv, også overfor tyskerne, når dette blev beordret. Hun havde samme rolige sindelag som sin bror. Sagde ikke meget, men handlede desto mere. Regnar Krag, en lille tæt fyr med et ukueligt humør. Han havde en pragtfuld, fyldig rødblond hårpragt, der altid var velplejet. Han sang meget og var næsten altid grinende, også på de upassende steder. Der var Jørgen Bach, ivrig og dygtig jæger. Søn af biografdirektøren i Slots-Bio. Det sidste misundte jeg ham meget for. Der var ”Kalle”. Han var ilter og ivrig og ikke særlig stor, men det kompenserede han for ved sin stolthed over at være ejer af en ”Smith & Wesson” tromlerevolver. Samme type som Hopalong Cassidy brugte i sine ”Wild West-films”. Også ”Kalle” kunne ramme plet hver gang. Der var min lærekammerat Olaf med samme friske gå-på-mod i gruppens arbejde som på andre områder. Og der var ”Tito”, der egentlig hedder Anton Oskar Elkjær Pedersen. Selv fortæller han, at præsten havde fået ny fyldepen, da dåbsattesten blev skrevet. Han var en lang fyr og en vild fandenivoldsk krabat.


Jørgen Bach

Han troede fuldt og fast på et nyt og bedre liv efter døden og optrådte af og til, som om det hastede med at komme derhen. Ja, og der var flere endnu: den gode gartner Kvist, den gode kommunist Aron, og ”Krølle”, Kurt. Vi blev hurtigt på møderne hos Aksels forældre en fasttømret gruppe, der tørstede efter at komme i aktion.”

Det var således en broget flok, der i første halvdel af 1944 var medlemmer af ”A/S-gruppen”. Det var arbejdsmænd, maskinlærlinge, gartnere, snedkere, arbejdsløse o.s.v. Aksel, Aron og Kvist var kommunister i partiet og ungdomsforbundet, men det var ikke politiske skillelinier og manifestationer, der udvikledes i ”A/S-gruppen”. Kommunist eller ej, det drejede sig om kampen mod den tyske besættelsesmagt, dens danske allierede og sidst med ikke mindst kampen mod den umenneskelige nazisme. Det var man enige om i ”A/S-gruppen”, og man spildte ikke tiden med frugtesløse diskussioner.

Alligevel var sabotagestoppet i foråret 1944 svært at håndtere for de aktive modstandsmænd. Kommunikationen mellem ledelsen og de enkelte grupper fungerede ikke altid tilfredsstillende. Således vidste medlemmerne af ”A/S-Gruppen” ikke, hvorfor der var dekreteret forbud, og efterhånden bredte tvivlen sig i gruppen. Ville man nogensinde blive inddraget i den antifacistiske kamp, eller var gruppen af en eller anden ukendt grund blevet vraget af modstandsbevægelsens ledelse. Foråret gik dog trods disse overvejelser ikke uvirksomt hen. I starten var det først og fremmest undervisning i sabotage, der stod på programmet. I Nygade mødtes ”A/S-gruppens” medlemmer, når Aksel på sine rejser fra Hobro og rundt i Jylland besøgte Randers. Ebba sørgede for at få indkaldt medlemmerne til disse møder. Her videregav Aksel sine erfaringer fra sin virksomhed, først og fremmest fra sabotagen i Sven Johannesens gruppe og senere i Hobro og omegn. Her kom undervisningen fra Christian Bachs hus på Hobrovej igen til nytte. I Nygade 6 lærte gruppen at omgås sprængstof, sprængblyanter, ”Kortex”, pistoler, maskinpistoler o.s.v. Dette var dog ikke det eneste, gruppen indøvede, nu hvor tyskerne på internationalt plan blev stadig mere pressede og stadig mere desperate og farlige overfor de mennesker, som gjorde modstand. Det var ikke alene et spørgsmål om at kende det tekniske omkring sabotør-gerningen, selv om det var nyttigt at vide, hvor bomberne skulle placeres under en fabrikssabotage eller sprængning af en jernbanelinie. Vigtigere var dog undervisningen i taktikken.
Taktikken var spørgsmålet om, hvorledes man faktisk skulle placere det sprængstof, man havde. Hvorledes kunne man sikre, at en fabrikssabotage faktisk hæmmede eller helst helt forhindrede en fabrik i at producere for tyskerne? Hvorledes skulle bomberne placeres? Hvordan kunne man undgå sabotagevagterne? Hvorledes kunne man sikre sig, at ingen uvedkommende kom til skade ved aktionerne? Og endelig sidst, men ikke mindst, hvordan undgik man, at deltagerne i sabotagen blev opdaget før, under og efter aktionen? Et vigtigt led i denne proces var arbejdet som vagtpost. Her var Aksels vurdering, ”at vagtposterne var en af de vigtigste opgaver, en mand kunne få. Det skulle nemlig være sådan, at når man var inde på en fabrik, så vidste man sikkert, at de folk, som var placeret som vagter udenfor kunne tackle en hvilken som helst situation, der kunne opstå. De måtte frem for alt ikke være bange for at bruge deres våben. Derfor lærte vi også de forskellige situationer, der kunne opstå i forbindelse med en sabotageaktion. Under disse øvelser var det således, at halvdelen af gruppen engang imellem skulle fungere som sabotagevagter og den anden halvdel som sabotører, hvorefter man skiftede. Disse øvelser i teori og praksis skulle sikre, at hvis en eller anden kritisk situation opstod, ville det pågældende medlem af gruppen faktisk have være igennem den et par gange før.”

Instruktion og teoretiske øvelser foregik først og fremmest i Nygade 6, hvor tyskerne trods Aksels forældres tilknytning til DKP ikke fandt på at lave razzia. Men et var teori, noget andet praksis. Da vinteren havde sluppet sit værste greb i det tidlige forår 1944, startede våbenøvelserne for ”A/S-gruppens” medlemmer. Disse våbenøvelser måtte naturligvis foregå på mere diskrete og afsides steder, hvor støjen fra revolverne og maskinpistoler ikke ville vække for megen opmærksomhed eller mistanke. Det foretrukne øvelsesområde blev derfor meget naturligt de forholdsvis øde engarealer ved Randers Fjord. Som yderligere camouflage medbragte Jørgen Bach altid sit jagtgevær, der overfor nysgerrige kunne forklare støjen fra ”A/S-gruppens” øvelser i præcision- og hurtigskydning.
Ellers gik livet videre her under sabotagestoppet. De fleste havde deres arbejde at passe, og for de mange maskinlærlinge fra ”Strømmen” var der desuden undervisningen på Teknisk Skole. Men der blev også tid til andre fritidsaktiviteter. Nogle fra gruppen boksede eller spillede fodbold, mens de fleste af de yngre deltog i arrangementerne på ”Jylland”, hvor f.eks. de politiske ungdomsorganisationer holdt deres baller. Både her og hos de kvindelige frisørlærlinge på Teknisk Skole var der muligheder for forelskelser og sværmerier. I maj 1944 blev Aksel gift, selv om han var gået under jorden og selv om der ikke var store chancer for, at de nygifte ville få megen tid sammen. Men Aksels kone ventede sig, så brylluppet blev holdt trods de noget usædvanlige forhold. Den forventede fødsel skulle ske engang i oktober.

På trods af at livet gik videre både på arbejde og i fritiden var situationen anderledes for de fleste. Man var nu en del af modstandsbevægelsen. Man deltog i sabotageinstruktion og praktiske våbenøvelser, men kunne p.g.a. sabotagestoppet ikke komme i aktion mod de tyske nazister og deres danske håndlangere. Dette skabte under sabotagestoppet såvel en betydelig utålmodighed som en vis usikkerhed og tvivl om Randers-byledelsens planer. Man kendte jo ikke baggrunden for stoppet, der skulle bruges til opbygning af militære ventegrupper, men troede på visse tidspunkter, at byledelsen af en eller anden grund havde valgt ikke at tildele gruppen opgaver.
Utålmodigheden og den stærke anti-nazistiske stemning blandt ”A/S-gruppens” medlemmer kunne således ikke komme til udtryk i større aktioner. Derfor blev foråret brugt til små nålestiksaktioner mod den tyske værnemagt. Vigtigst var overfaldene på tyske soldater, som blev frarøvet deres våben, når de havde stillet dem fra sig. F.eks. i biograferne. Disse våbentyverier betød i denne første fase meget for bevæbningen af gruppen, mens det senere mest var våben fra de engelske nedkastninger, som kom til at spille en rolle.
Ellers kunne anti-nazismen finde udtryk i forsøgene på at genere de danskere, der havde samkvem med tyskerne, mest muligt. Det gjaldt de lokale værnemagere, f.eks. handlende, som tjente godt på tyskernes køb. Her var vinduesruderne udsatte for stenkast eller overmalinger. Den samme behandling fik de lokale randrusianske nazister, der havde ført sig voldsomt frem i krigens første år, da tyskerne tilsyneladende ville vinde krigen. Et yndet mål for anti-nazistiske demonstrationer var de lokale kvinder, der plejede omgang med de tyske soldater. En del af disse kontakter af mere intim art fandt sted i byens parker, f.eks. i Tøjhushaven, så det blev en sport for de unge anti-nazister at fange disse ”feltmadrasser” eller ”tyskerpiger” og klippe håret af dem.
I den lokale illegale presse tordnedes der da også mod de randrusianske kvinder, der åbenlyst kom sammen med tyske officerer og soldater. Dette kunne ske mere eller mindre lyssky som i parkerne, men også åbenlyst som på Gudenåbadet. Her havde et af de lokale illegale blade en notits om nogle lokale pigers optræden og folks reaktion herpå. I ”Den Tredje Front” hed det således i sommeren 1944:
”Skamløs optræden på Gudenåbadet”.
”Flere af byens feltmadrasser tilbringer for tiden det meste af dagen sammen med deres ”kavalerer” ude på Gudenåbadet. Disse naive kvinder tror, at fordi de og deres venner er afklædte kan de tillade sig at dandere den mellem ordentlige mennesker. Men der går sjældent ret lang tid, før de er genkendte og afslørede, og det virker helt velgørende at se, hvorledes der opstår kold luft omkring dem, og at folk rykker i temmelig stor afstand væk fra disse.”

Medlemmerne af ”A/S-gruppen” nøjedes dog ikke med at rykke lidt væk, da de i forsommeren 1944 så, hvorledes nogle randrusianske piger bød sig overfor de tyske soldater, der netop var kommet med en østrigsk division fra Østfronten. Her blev det gjort tydeligt, hvad man mente om både tyske soldater samt deres ”feltmadrasser”. Dette ophidsede de østrigske soldater, og da de senere inde i Randers genkendte Aksel gik de fuldstændig amok overfor lokalbefolkningen, uden at de dog fik fat på nogen fra gruppen. Derimod faldt der drøje hug til tilfældige forbipasserende. Den lokale politikommissær Jæger gik efter dette optrin til den tyske kommandant for at klage over den østrigske divisions opførsel, og resultatet blev, at den østrigske division efter mindre end en uge i det relativt fredelige Randers blev sendt tilbage til krigshelvedet på Østfronten.


Tage Larsen, kaldet "Københavneren"