Gruppens baggrund

Baggrunden for dannelsen af ”A/S-Gruppen”.
Det illegale arbejde i Randers var således kommet i gang her i det tidlige forår 1943, sent men i gang. I sammenligning med det senere modstandsarbejde var aktionerne i denne periode små og ofte mislykkede, men sammen med tyskernes forgæves stormløb mod Stalingrad var der stadig sikrere tegn på, at krigslykken var ved at vende.

I første omgang blev det i Randers som i det øvrige land det illegale bladarbejde, der fik betydning. Nu skulle man bryde med den censurerede presse, der helt dirigeredes af tyskerne og deres sympatisører. I første omgang drejede det sig i Randers om den illegale uddeling af de landsdækkende blade som ”Frit Danmark”, ”Frie Danske” og ”Land og Folk”. Det første illegale lokalblad i Randers var som nævnt kommunisternes ”Den Tredje Front”, som startede i marts 1943. Kort efter udgav ingeniør Christian Bach et illegalt blad eller snarere nogle små hæfter med titlen ”Korte Samtaler”, hvor det lokale stof ikke spillede nogen rolle. Disse spirer af randrusiansk modstand mod tyskerne blev imidlertid i maj 1943 knyttet til den udvikling af modstandsbevægelsen, som var i gang på landsplan med kontakt til England. Ingeniør Bach fik på dette tidspunkt kontakt med Ole Geisler og Flemming Juncher, der var i færd med at organisere et net af våbenmodtagelser fra England.
Christian Bach blev af Geisler og Juncher opfordret til at forsøge at stable nogle sabotagegrupper på benene ved at knytte kontakt til de grupper, som allerede havde startet det illegale arbejde.
Det var først og fremmest medlemmer af Danmarks kommunistiske Parti og Danmarks kommunistiske Ungdom (henholdsvis DKP og DKU) samt nationalsindede medlemmer af Konservativ Ungdom (KU), hvoraf mange var medlemmer af Randers Terrænsportsforening og spejderbevægelsen. En af ingeniør Bachs første opgaver var da også at få etableret kontakt til formanden for DKP Christian Pedersen, som var smed på jernbanevognfabrikken ”Scandia”. Christian Pedersen indvilligede straks i et sådant samarbejde med at skaffe egnede folk til grupperne.

I dette første arbejde blev den 21-årige Aksel Sørensen, den senere leder af ”A/S-Gruppen” hurtigt inddraget. Aksel, som var søn af kommunistiske forældre og selv medlem af Danmarks kommunistiske Ungdom, var netop vendt tilbage til Randers efter at have aftjent sin værnepligt.


Aksel Sørensen

Her blev han i juni 1943 hos sine forældre i Nygade 6 kontaktet af DKP’s repræsentant i byen, Arne Larsen, som var kommet til Randers et par måneder før for at organisere kommunisternes illegale arbejde. Arne Larsen, der gik under dæknavnet ”Leo” spurgte Aksel om han var interesseret i at blive medlem af en sabotagegruppe.
Aksel svarede straks ja til opfordringen og fik besked om, at deltagelsen i sabotagearbejde samtidig betød, at han måtte opgive det illegale bladarbejde med ”Den Tredje Front”, som Aksel havde deltaget i efter sin tilbagekomst til Randers. Samtidig trådte Aksel ud af den ungkommunistiske firmandscelle, han havde deltaget i. Denne afbrydelse af forbindelsen mellem de aktive sabotører og partiet skete af sikkerhedshensyn. Med den nære kontakt til sine forældre i Nygade havde Aksel dog fortsat en ret snæver forbindelse til DKP, men også til DKU, hvor Aksels fem søskende var medlemmer.

Hjemmet i Nygade var i høj grad samlingssted ikke alene for de lokale kommunister, men i det hele taget for kvarterets ungdom.
Efter Aksels tilsagn fik han af ”Leo” besked om at henvende sig hos civilingeniør Bach på Hobrovej og give ham et aftalt kodeord. Om dette møde med ingeniør Bach, der som nævnt koordinerede den tidligste sabotagevirksomhed i Randers, fortæller Aksel:
”Jeg henvendte mig oppe os Bach på Hobrovej. Jeg ringede på, og døren blev åbnet af Bach selv. Jeg gav ham så mit kodeord, der samtidig var mit dæknavn i denne første gruppe, nemlig ”Sømanden”. Jeg blev derefter budt indenfor i stuen, hvor der allerede sad et par stykker, der også havde accepteret at gå ind i sabotagearbejdet. Det var Sven Johannesen, maskinist på ”Scandia” og medlem af Konservativ Ungdom og Randers Terrænsportsforening samt Aron Laursen. Aron, der senere blev medlem af ”A/S-Gruppen”, var arbejdsmand og nogle år ældre end mig. Han var medlem af DKP, men det vidste jeg ikke på dette tidspunkt, og derfor heller ikke, at det var ”Leo”, som havde sat Aron i forbindelse med Bach. Bach præsenterede mig for dem, før vi gik i gang med undervisningen i sabotagearbejde. Vi blev instrueret i, hvorledes man behandlede sprængstof, i almindelig våbenbrug og jiu-jitsu. Det sidste skulle bruges, når man kom i konflikt med vagtposter, der absolut måtte uskadeliggøres, før de nåede at råbe gevalt. Derefter gav Bach mig en ”Walther”-pistol i hånden, og spurgte om jeg kendte sådan en. Jeg måtte svare nej, selv om jeg under aftjening af min værnepligt i marinen havde lært at skyde med revolver, men herudover kendte jeg ikke meget til brugen. Bach viste mig så, hvorledes man skulle tage ladegreb og sigte. Efterhånden fik jeg det da også lært, selv om det krævede gode fingerkræfter at tage ladegreb på en ”Walther” 7.65.
Da vi skulle til at gå, sagde ingeniør Bach pludselig til mig, at man stod og manglede en mand til en jernbanesabotage, som skulle foretages den følgende nat syd for Randers. På spørgsmålet om jeg ville være med svarede jeg naturligvis straks ja. Sabotagen skulle foretages sammen med Sven Johannesens gruppe. Og jeg skulle inden aktionen om aftenen først hente en pistol hos Bach og derefter mødes med de andre på sydsiden af Sønderbro (den nuværende Randersbro).

Vi var fire mand, der fra broen cyklede gennem Vorup og videre gennem Tebbestrup. De andre havde sprængstoffet med i taskerne, og da vi kom til det udvalgte sted, blev jeg placeret som vagtpost i skoven, mens de andre anbragte bomberne ved jernbaneskinnerne. Derefter cyklede gruppen tilbage til Randers igen, og jeg afleverede min pistol til gruppelederen Sven Johannesen. Da jeg var kommet velbeholdent hjem, begyndte bomberne at sprænge ude på banen. Det var min ilddåb indenfor sabotagen”.

I sommeren og efteråret 1943 fortsatte organiseringen af sabotagearbejdet i Randers gennem oprettelse af grupper. I starten var Sven Johannsen i spidsten for de to grupper, mens adjunkt Kaj Hoff og lærer Haverholt var ledere for to andre. De enkelte grupper kendte intet til hinanden, idet planlægningen foregik gennem ingeniør Bach. Bach havde så igen kontaktpersoner, der anbefalede nye medlemmer til modstandsbevægelsen. Således havde DKP på de fleste større virksomheder kontaktpersoner, der kunne finde egnede emner til sabotagearbejdet. På maskinfabrikken ”Strømmen” således Knud Nielsen, kaldet ”Gnisten”. Han anbefalede senere bl.a. Olaf Vandborg Nielsen og Tage Larsen til optagelse i ”A/S-Gruppen”. De havde først i den periode hjulpet ”Gnisten med uddeling af det illegale blad ”Den Tredje Front”.

Både Aron og Aksel deltog i en række aktioner i denne periode, men på dette tidspunkt ikke i samme gruppe. Desuden fik de hos ingeniør Bach fortsat undervisning i våbenbrug og sabotageteknik og taktik. Der arbejdedes i særdeleshed med plastisk sprængstof af typerne P1, P2 og 505. Det var et grønt marcipanlignende stof, som gav hovedpine, hvis man sad for længe med det. Denne hovedpine kunne dog afhjælpes, hvis man tog et stykke af det og tyggede det godt. 505 havde tillige andre gode egenskaber ved siden af betydelig sprængkraft. Det blev således brugt til at smide i kakkelovnen, da det kun eksploderede ved en forladning. Vigtigt var tillige øvelserne i anvendelse af ”Kortex”-sprænglunte, først og fremmest at beregne tidspunktet for eksplosionen.

Gennem hele 1943 var ingeniør Bachs hus på Hobrovej centrum for en stor del af modstandsarbejdet i Randers. Om stedet og især stemningen fortæller Aksel:
”Huset på Hobrovej hos ingeniør Bach var et mærkeligt hus for os modstandsfolk, som havde vores gang deroppe. Det havde sin egen lugt af sprængstof og havde i det hele taget en meget stor tiltrækning på mig, fordi der altid foregik de mest besynderlige ting. I stuerne, men især i kælderen.
Først var der et fotografisk atelier, hvor der blev taget fotografier af folk til falske legitimationskort. Og der stod de mærkeligste maskiner rundt omkring sammen med stabler af tørv, for det var jo det eneste brændsel, man kunne få dengang. Men tørvene var nu et skalkeskjul for alt det sprængstof og de våben, der lå gemt under tørvene. Våben, der stammede fra de våbennedkastninger, der netop i 1943 var gået i gang med Randers-egnen som centrum. Et andet sted i Bachs kælder stod der duplikatorer, som var i sving næsten hele døgnet rundt med at fremstille illegale blade. Og selvfølgelig var der også projektilhuller i gulvet, forårsaget af vådeskud ved instruktion i våbenbrug.

Aksel var i denne periode knyttet til den ene af Sven Johannesens to sabotagegrupper. Et andet medlem var sparekasseassistent Oluf Kroer. Aksels første fabrikssabotage sammen med Sven Johannesen foregik den 12. august 1943, hvor man forsøgte at sabotere ”Dansk Eksport Emballage”  i Vorup, hvor der bl.a. produceredes tørrede fødevarer til tyskerne. Under denne aktion blev Aksel brugt som vagtpost, mens de andre placerede sprængstoffer, der skulle vælte fabrikkens skorsten. Ingeniør Bach havde udregnet, hvor meget sprængstof der var nødvendigt, men stoffet blev tilsyneladende placeret forkert, for skorstenen blev stående. Det var imidlertid værre, at også sprængningstidspunktet var beregnet forkert, idet bomben gik af, før gruppens medlemmer var kommet over Sønderbro. Aksel foretrak i stedet at tage hen til en bekendt i Aalborggade i Vorup, hvor han overnattede i hønsehuset for dermed at undgå en eventuel tysk bevogtning ved Sønderbro.


Senere i august 1943 stod gruppen bag den første sabotageaktion mod ”Randers Tandhjulsfabrik” i Vestergrave, hvor man producerede maskindele til den tyske værnemagt. Her var operationen mere vellykket end i Vorup. Ved denne aktion fungerede Aksel igen som vagtpost, hvilket i dette tilfælde blev en nervepirrende oplevelse, idet direktøren, der boede ved fabrikken, hørte støj fra gården. Aksel blev tvunget til at skjule sig bag nogle tønder, mens direktøren med en lommelygte undersøgte fabriksområdet. Aksels overvejelser om han skulle skyde eller blot sige ”hænderne op” blev dog ikke aktuelle, idet direktøren efter nogen tids søgen opgav og gik tilbage til sin lejlighed.

Foruden arbejdet i Sven Johannesens gruppe arbejdede Aksel også sammen med to af sine kammerater fra Nygade- Rosengadekvarteret, nemlig Regner Krag og Egon Thomassen. Disse mindre aktioner bestod mest i at stjæle våben fra tyskerne og oplagre våben og sprængstof. Sammen med Egon fiskede Aksel således en kuffert med våben og sprængstof op fra fjorden. Denne aktion vil blive beskrevet senere, da disse våben blev brugt til ”A/S-gruppens” første sabotage i januar 1944. Både Regnar og Egon arbejdede på ”Strømmen” og blev nogle af de første medlemmer af Aksels gruppe.

Aksels sidste sabotageaktion sammen med Sven Johannesens gruppe foregik i begyndelse af november, hvor målet var ”Hein & Sønners Motorfabrik” i Strømmen, hvor der blev lavet motorer til tyskerne. Aksels opgave var dels at klippe telefontrådene over, så der ikke kunne tilkaldes hjælp fra det danske politi eller Gestapo. Dels at sørge for, at fabrikkens arbejdere blev gennet ned i et beskyttelsesrum. Imens skulle andre fra gruppen placere bomberne i maskinrummet. Da det var sket fik arbejderne besked på, at de skulle blive beskyttelsesrummet i to timer, da de første bomber ville sprænge indenfor to timer.
Sabotagen mod ”Hein & Sønners Motorfabrik” blev som nævnt Aksels sidste med Sven Johannesens ene gruppe. På dette tidspunkt var modstandsbevægelsen i Randers imidlertid vokset betydeligt. Og perioden fra august til november 1943 blev præget af en række aktioner i Randers. I begyndelsen af november kom der fra England besked om, at den tyske benyttelse af den jyske længdebane skulle standses ved i første omgang en sprængning af den strategisk vigtige jernbanebro ved Langå. I Denne aktion deltog en række udpegede sabotører fra Randers, heriblandt Sven Johannesen og Kaj Hoff. På dette tidspunkt arbejdede Aksel med andre opgaver, først og fremmest med opbygning af sabotagegrupper i Hobro og omegn.
Den store aktion mod jernbanebroerne ved Langå fandt sted en 17. november 1943. Denne kendte sabotageaktion var militært set særdeles vellykket, idet broødelæggelsen skabte en afbrydelse af transportforbindelsen på tolv dage, hvilket var den længste afbrydelse under hele besættelsen. D.v.s. af modstandsbevægelsen i Randers herigennem i høj grad havde forstyrret den tyske krigsførelse, hvor man var afhængig af våbentransporter og forsyninger.
Aktionen var således fra et militær-strategisk synspunkt vellykket, men blev samtidig starten til en større arrestationsbølge af modstandsfolk i Randers. Allerede den 19. november blev Oluf Kroer, som havde deltaget i Langå-aktionen arresteret af Gestapo. Kort efter fulgte arrestationer af Sven Johannesen samt Otto Christiansen og Anders W. Andersen. De to sidstnævnte var medlemmer af en sabotagegruppe i Randers, men havde ikke deltaget i sabotagen i Langå. Alligevel blev de fire allerede den 24. november stillet for en krigsret i Århus og henrettet den 2. december på Skæring Hede. Henrettelserne vakte bestyrtelse og sorg i Randers, hvor borgmesteren og politimesteren lod alle offentlige bygninger flage på halv til tyskernes raseri. Tyskernes formål med henrettelserne var utvivlsomt at statuere et eksempel, således at folk blev skræmte ved deltagelsen i illegalt arbejde. I tiden efter fulgte yderligere arrestationer, bl.a. af Kaj Hoff, der efter arrestationen førtes til tyskernes hovedkvarter på Thorsgades kaserne til forhør. Her forsøgte Hoff at flygte fra tyskerne gennem et vindue, men blev dræbt af tyskernes kugler.


Aron Laursen

De mange arrestationer var resultatet af danske stikkeres virksomhed i Randers. Arrestationerne og henrettelserne gjorde det klart, at man fra modstandsbevægelsens side måtte gøre sig større anstrengelser med at finde frem til disse stikkere og få dem uskadeliggjort.
Aksel fik på dette tidspunkt besked om sammen med Aron at foretage en likvidering af den kendte storstikker Landry Nielsen. Det forlød, at Landry Nielsen, der arbejdede for tyskerne i marketenderiet på kasernen i Thorsgade, ville indfinde sig i forsamlingsbygningen ”Jylland”. Bevæbnet med en revolver i baglommen tog Aksel og Aron derhen for een gang for alle at gøre ende på Landry Nielsens stikkervirksomhed. Det viste sig imidlertid, at oplysningen havde været forkert, for selv om Aksel og Aron ventede helt til midnat, så de ikke skyggen af Landry Nielsen. Senere blev Landry Nielsen i øvrigt likvideret af en anden gruppe i Randers.

Stikkernes virksomhed i Randers havde betydet, at næsten hele den organiserede bevægelse var blevet revet op. En del gruppeledere var arresteret eller henrettet, og de ledere, som endnu var på fri fod følte naturligvis jorden brænde under sig. Således besluttede ingeniør Bach i november 1943 at forlade byen for at søge tilflugt i Sverige. I stedet blev boghandler Otto W. Olesen leder.
Som en af de få aktive sabotagefolk lykkedes det Aksel at undgå at blive arresteret, men han blev nu tvunget til at gå under jorden. Fra nu af måtte Aksel til stadighed skifte bopæl for at undgå mistanke. Heller ikke Aron, der også havde deltaget i det illegale sabotagearbejde i sidste halvdel af 1943 blev taget af tyskerne.
Aron kunne imidlertid fortsætte med sit arbejde, men skiftede også tit bopæl, da sabotørernes natlige virksomhed vanskeligt kunne skjules for nysgerrige naboer, der let kunne komme til at snakke over sig.

Men opgøret i Randers med store dele af modstandsbevægelsen gjorde, at man fra december 1943 stort set skulle starte organisationen op fra bunden. Optrævlingen havde en sådan effekt, at man fra ca. tyve aktioner i efteråret 1943 ikke var i stand til at gennemføre sabotager i Randers fra midten af november 1943 frem til den 30.  januar 1944. Her blev sabotagen mod ”Junchers Klædefabrik” den første i et nyt opsving og samtidig starten på ”A/S-gruppens” virksomhed.


Fra den første sabotage mod
"Randers Tandhjulsfabrik" i august 1943