Sprængning af gruppen

Sprængningen af A/S-Gruppen.
Aktionen mod ”Randers Tandhjulsfabrik” foregik som nævnt den 23. november og kun fem dage senere slog det tyske Gestapo-politi til – ikke alene mod ”A/S-gruppen”, men også mod andre modstandsgrupper i byen. Medlemmerne af ”A/S-gruppen” nåede dog natten før Gestapo-aktionen at være med til endnu en våbenmodtagelse på nedkastningspladsen på Kåtrup hede.
Indenfor modstandsbevægelsen i Randers havde man i nogen tid haft fornemmelsen af, at der var noget i gære, men alligevel kom arrestationsbølgen overraskende for mange. Muligvis blev Gestapo-aktionen fremskyndet ved den vellykkede sabotage mod Tandhjulsfabrikken, men tilsyneladende havde Gestapo gennem længere tid samlet informationer om de enkelte grupper og deres medlemmer, herunder deres bopæl.
Natten mellem den 28. og 29. november slog Gestapo imidlertid til over hele byen. A/S-gruppens” medlemmer var da spredt i byen, men Gestapo havde åbenbart kendskab til de fleste adresser. På tidspunktet for Gestapo-aktionens start sent på aftenen den 28. opholdt Aksel sig i sin lejlighed i Rådhusstræde 2. Om de videre begivenheder fortæller han:
”Der blev pludselig banket kraftigt på døren, og jeg troede straks det var Gestapo. Jeg gjorde hurtigt min pistol skydeklar og forholdt mig i ro. Der blev banket på en gang mere. Og jeg kunne høre naboerne komme ud på gangen. Det var kriminalassistent Sand og hans husholderske. Manden, der bankede på, spurgte dem, om det ikke var her Aksel Sørensen boede, og jeg hørte, at Sand svarede bekræftende. Samtidig sagde han, at han havde hørt støj fra min lejlighed, så der måtte være nogen hjemme. Manden, der viste sig at være bankassistent Christoffersen og sendebud for modstandsbevægelsen råbte så samtidig med, at han bankede igen: ”Sørensen, luk op. Gestapo kommer om et øjeblik for at arrestere dig.” Jeg lukkede derfor hurtigt op og var parat til at forsvinde med det samme, men blev grebet af kriminalassistent Sand, der råbte, at jeg skulle blive indtil Gestapo kom. Der opstod da et håndgemæng, hvor Sands husbestyrerinde deltog i kampen for at få Sand til at slippe sit tag i mig, hvilket lykkedes til sidst. Derefter forsvandt jeg hurtigt ned af trappen og hjem til Nygade, hvor der blev fuld aktivitet for at sende meddelelser rundt til de medlemmer af modstandsbevægelsen, vi kendte, om at Gestapo var i gang med en arrestationsbølge.”

Nogle steder kom disse advarsler imidlertid for sent, da Gestapo her allerede havde været på besøg. Således blev Kvist, Kurt Rasmussen, Egon Thomassen taget om natten. Heller ikke Aron slap fra Gestapo denne kolde novembermorgen. Han fortæller om begivenhederne omkring arrestationen.
”Tidligt om morgenen den 29. november 1944 blev jeg vækket ved, at der blev banket hårdt på yderdøren i den ejendom i Vester Alle i Randers, hvor jeg boede. Da jeg blev vækket ved den vedvarende banken på yderdøren, troede jeg, at det var viceværtens kone. Hun havde natarbejde og havde tidligere vækket mig, når hun havde glemt sine nøgler. Jeg vaklede derfor søvndrukken ud til yderdøren og låste op, men i stedet for viceværtens kone stod der 7-8 bevæbnede Gestapobetjente og et par soldater uden for døren. De spurgte efter en Aron Laursen, men jeg sagde, at jeg ikke troede, der boede nogen af det navn i ejendommen. Det lod de sig ikke nøje med. De tiltvang sig adgang til mit værelse, hvor de begyndte at rode rundt og undersøge alt. Jeg var så uheldig, at vores gruppe natten i forvejen havde været på en våbenmodtagelsesaktion, så nogle pistoler, håndgranater og et par faldskærme var deponeret på værelset. Der stod så jeg og forsøgte at forklare, at jeg ikke kendte noget til våbnene, men at nogle andre havde lånt værelset og havde efterladt tingene.
Det troede de naturligvis ikke på, men smækkede håndjernene på mig. De var også nede i kulkælderen, hvor de også fandt våben, jeg havde skjult under kullene. De hentede så viceværten og spurgte om han kendte noget til det. Han bedyrede naturligvis, at han ikke havde anet, hvad der foregik dernede. Derefter fik han så lov til at gå med en advarsel.
Så begyndte forestillingen med mig. Obersturmbandführer Renner ledede forhøret, og da mine svar ikke var tilfredsstillende, begyndte han at bearbejde mit ansigt med knytnæveslag. Da jeg imidlertid havde nogle års bokseerfaring, havde slagene ikke den rigtige virkning. Renner blev så mere og mere hidsig og slog til sidst med sin revolver. Jeg lod som om jeg besvimede og gled ned på gulvet, men jeg blev hurtigt hevet op igen, og så faldt der flere slag. Imens gennemrodede de andre mit værelse, og foruden våbnene og faldskærmene tog de min radio og min kommunistiske litteratur. Men også uskyldige bøger og hæfter fra Teknisk Skole blev inddraget og fjernet. Renner sagde, at de nok blev brugt til fabrikssabotage, hvor der krævedes teknisk indsigt. De fandt også en lille dims til en skrivemaskine, som jeg senere blev konfronteret med. Da alt var gennemrodet og undersøgt blev jeg under fuld eskorte ført til politigården i Vestergade, hvor der allerede sad nogle af mine kammerater.

Som nævnt var allerede Egon, Kurt og Kvist taget. Men også folk fra modtagegruppen, bl.a. Aksel Thorsen, Arne Dyrby, Mogens Siebel og gruppens vognmand Karl Pedersen og hans chauffør Fritz Skipper, der også havde hjulpet gruppen med at transportere våben fra Kåtrup hede til Randers. Men også Regnar skulle komme med i de arresteredes rækker. Tito, der den skæbnesvangre nat overnattede hos Regnar fortæller om begivenhederne:
”Jeg overnattede den nat hos Regnar på hans lejede værelse i Dronningensgade 17. Jeg vågnede ved halv fem-tiden om morgenen med en fornemmelse af, at der var et eller andet galt. Jeg skyndte mig at trække i tøjet og løb ned og kikkede ud af fordøren. Her så jeg, at Gestapo holdt ved nr. 13, hvor mine forældre boede. Jeg skyndte mig op og råbte til Regnar at Gestapo var hos mine forældre, så vi måtte se at komme væk. Derefter løb jeg igen ned for at se, om de tog nogle fra min familie med, men da Gestapo-folkene kom ud igen, havde de ingen med. De satte sig ind i bilen og begyndte langsomt at køre ned mod nr. 17, og jeg løb op igen og råbte til Regnar, at nu kom de. Jeg fortsatte op af trapperne og løb derefter ned af bagtrappen, gennem nogle haver og ud på Tøjhushavevej. Her ventede jeg til klokken var lidt i 7, hvorefter jeg tog ud til maskinfabrikken ”Strømmen” for at advare Olaf, Tage og Jørgen Bach. Regnar derimod smuttede ind til de mennesker, han havde lejet overværelset hos. Her sad han lidt og ventede, indtil han mente, at Gestapo nu var væk. Derefter gik han ned, men i mellemgangen stod tyskerne og tog imod. Herefter blev han arresteret og taget med ud til bilen, hvori der allerede sad medlemmer af gruppen, som var taget samme nat. De kom alle sammen i koncentrationslejren Neuengamme.”

Titos flugt af bagtrappen i Dronningensgade nr. 17 kom således til at betyde, at Oluf, Tage og Jørgen på maskinfabrikken ”Strømmen” kunne advares og undslippe Gestapos klør. Om begivenhederne denne morgen fortæller Tage:
”En morgen i november 1944, få minutter efter arbejdstids begyndelse, ser jeg pludselig Tito dukke op på fabrikken. På hans udtryk kan jeg forstå, at der er noget galt. Han fortæller mig, at Regnar og flere andre fra gruppen er taget, så vi må skynde os at få fat på Olaf og Jørgen og så komme væk. Tito forsvandt så hurtigt igen, mens jeg fik fat på Olaf og Jørgen og fik givet dem beskeden. Olaf lod drejebænken snurre videre og fik fat i sin madpakke, mens Jørgen knaldede låget til værktøjsskuffen i. På vej ud stak jeg lige hovedet ind til værkføreren på hans kontor og sagde: ”Jeg bliver nødt til at forsvinde. Håber vi ses efter krigen.” Derefter sprang jeg på cyklen og kørte hjemad mod lærlingehjemmet. Trods risikoen mente jeg, at det var nødvendigt at klæde om, da det ville være umuligt at flygte i arbejdstøj. Med stor forsigtighed nærmede jeg mig hjemmet, hvor der intet usædvanligt var at se. Jeg fik derpå fat i forstander Bjerregaard og satte ham ind i situationen. Derefter en hurtig omklædning og af sted til Vinkelstræde for at mødes med nogle af de undslupne.”

På en enkelt novembernat var ”A/S-gruppen” sprængt som det på et eller andet tidspunkt skete for modstandsgrupperne under krigen. I forhold til mange andre grupper havde ”A/S-gruppen” fungeret i lang tid og havde deltaget i mange forskellige aktioner. Nu skiltes vejene for gruppens medlemmer. Væk fra gruppesammenholdet og væk fra Randers. Gruppen havde allerede inden Gestapo-aktionen fået en række kontaktadresser på Djursland, hvor man kunne tage hen, hvis eller når det gik galt. Det var da også denne mulighed, en del af de ikke-tilfangetagne brugte den 29. oktober. Tage, Tito og Hans undersøgte straks den 29. mulighederne for at slippe fra Randers til Djursland. Først sendte man en mand ud til Randers Banegård for at sondere terrænet, men det viste sig snart, at her var såvel de lokale stikkere som Gestapo mobiliseret. Derimod var der klar bane fra Rutebilstationen, så de flygtende kunne tage til Allingåbro, hvor kontaktpersonen var læge Ejnar Andersen, der sørgede for ophold på forskellige bondegårde på Djursland.
Jørgen Bach og Kalle fra sabotagegruppen gik foreløbig under jorden i Randers, ligesom nogle af medlemmerne af modtagergruppen måtte gøre det. Aksel fik derimod fra den centrale modstandsbevægelse ordre til straks at tage til Aalborg, hvor han skulle indgå i en likvidationsgruppe sammen med to modstandsfolk, der gik under dæknavnene ”Mogens” og ”Kjeld”. Aksel skulle der oplæres i likvideringer, men nåede aldrig at være med i nogle likvideringsopgaver, da han hurtigt blev overført til andre opgaver.

Tilbage i Randers sad den 29. november de medlemmer af gruppen, der var blevet taget om natten under Gestapo-aktionen. Om sine oplevelser på politigården i Vestergade i Randers, før turen gik sydpå, fortæller Aron:
”Her på politistationen i Vestergade startede så Gestapos forhør igen. På mit værelse havde de jo fundet nogle faldskærme. Så på stationen blev jeg straks stillet overfor et landkort, hvor jeg hurtigt blev bedt om at udpege vores modtageplads. Ligegyldigt hvor jeg pegede på kortet, sagde de, at det var løgn. Da jeg jo ikke ville pege på Kåtrup hede, begyndte jeg at forklare at kortet måtte være forkert. Men da kortet var fra Geodætisk Institut, kunne jeg ikke fortsætte med en sådan forklaring. Det blev så sagt, at jeg lige så godt kunne sige det, fordi de allerede vidste, hvor modtagepladsen lå. Hertil var selvfølgelig kun at svare, at det så skulle synes unødvendigt at få mig til at sige det endnu en gang.
Derefter kom jeg i forhør hos en dansk Gestapomand, hvis navn jeg desværre har glemt. Han startede forhøret i den mest indsmigrende tone, men da jeg trods hans store anstrengelser ikke havde til sinds at sige noget, skiftede tonen. Efter en halv times forsøg på at lokke mig til at røbe noget, blev han rasende. Nu havde han prøvet med det gode, så nu måtte jeg selv tage konsekvenserne. Jeg blev derefter sparket ud til kammeraterne, heriblandt nogle fra ”A/S-gruppen” og modtagegruppen.”

Blandt de arresterede fra modtagegruppen var Arne Dyrby, der om begivenhederne beretter: ”Jeg blev arresteret den 29. november klokken ca. fem om morgenen. Da jeg ikke åbnede hurtigt nok, fordi jeg skulle have en taske med kompromitterende materiale ud af vinduet, sprængte Gestapo fordøren. Jeg har i flere måneder boet ude om natten, og det var første nat, jeg var på min bopæl. Efter arrestationen gik turen til politistationen i Vestergade, hvor jeg blandt andre så Aron komme ledsaget af tyskerne, som bl.a. bar på en sæk med våben, som var taget på hans bopæl. Det var i sig selv så klare beviser, at tyskerne straks gik i gang med ham. Da vi kom ud til lastbilen for at blive transporteret til Århus, var Aron da også den eneste, der havde håndjern på. Han så frygtelig ud med blodet flydende ned af ansigtet. Han sad lige overfor mig i bilen, men røbede ikke at han kendte mig, hvad der i høj grad hjalp mig, da jeg ved senere forhør overhovedet ikke blev sat i forbindelse med gruppen.”

De arresterede modstandsfolk blev således fra politistationen i Vestergade med lastvogn transporteret til Århus til nye forhør og tortur. Det sidste indtryk, gruppen fik af Randers, var en makaber hilsen fra en af de randrusianske nazi-sympatisører og stikkere ”Basse” Guldhuset. Han stod bag lastvognen med et bredt grin og skrævende ben og tog afsked med sine bysbørn. Som en ekstra smuk gestus viste han de tilfangetagne en træfigur, der hang i en galge.


Aron Laursen